Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hverdagen

Sammen er vi eksperter

Et forløb på Hillerød Dagbehandlingsskole omfatter ikke kun den enkelte elev, men også hele familien, og vi arbejder tæt sammen med forældrene, når vi sætter fokus på de ressourcer og potentialer, der kan understøtte en positiv udvikling hos eleven.

Det er tit vigtigt at se på, hvad der sker uden for skoletiden, for det kan forklare handlemønstre og adfærd, som vi ikke kender grunden til. Samtidig har forældrene en unik viden om elevens baggrund, adfærd og udfordringer, som er vigtige at kende.

Vi arbejder bl.a. med familiesamtaler, som har fokus på den samlede trivsel i familien. Her får vi øje på sammenhænge mellem mønstre i hverdagens familieliv og de ting, vi lægger mærke til i løbet af skoledagen. Det kan vi kun, når vi har et tæt samarbejde med forældrene i hverdagen, og lige som vi altid tager udgangspunkt i den enkelte elev, så skræddersyr vi også et samarbejde, der passer til hver enkelt families liv, ønsker og drømme.

Vi bruger netværksgrupper til at lave særlige tematiske forløb undervejs for eleven og enten far eller mor eller begge forældre. Det kan være i form af ture ud af huset, hvor vi er med og laver observationer, som vi sammen kan blive klogere af bagefter. Desuden arbejder vi med familieforum, hvor flere familier bl.a. deler erfaringer med hinanden.

Vi er meget åbne om samarbejdet og fortæller altid om formålet med, at vi inddrager familien til en aktivitet eller en samtale. De er en afgørende del af det ekspert-team i lige netop det enkelte barn/ung, som vi sammen skaber.

Et forpligtende samarbejde

Men et godt samarbejde går begge veje. Vi forventer derfor, at forældrene tager aktivt del i samarbejdet og støtter op i hjemmet med den fælles viden om eleven, som vi sammen får undervejs i forløbet.

Det er vigtigt, at eleven også hjemme får hjælp til at udvikle den nye selvfortælling, som fokuserer på muligheder og potentialer, og derfor deler vi i fællesskab vores viden for at skabe så trygge rammer som muligt, både i skolen og derhjemme.