Systemisk-narrativ pædagogik
Vi arbejder ud fra et systemisk-narrativt fundament, og det betyder kort fortalt, at vi møder barnet og den unge med nysgerrighed, anerkendelse og respekt, og vi hjælper eleven til at skabe nye billeder og fortællinger, som eleven kan spejle sig i og føle sig forstået gennem. Når eleven reagerer voldsomt – eller ikke reagerer – i en situation, bliver det set som en del af en langt større helhed, som også omfatter den kontekst og de relationer, som indgår i situationen.
Vi mennesker forsøger at skabe mening i vores liv ved at opbygge historier og billeder, der bestemmer vores identitet, opfattelse af verden og samspil med andre mennesker. Når vi hjælper eleverne med at skabe en ny fortælling om sig selv, ændrer det den måde, de møder verden. I stedet for at føle frustration, vrede og angst lærer de sætte ord, tanker og følelser på begreber som tilfredshed, glæde og nysgerrighed.
Det er med til at nedbryde elevens negative selvbillede, og i stedet bygger han/hun et nyt op, hvor handlinger og adfærd giver ny mening og værdi.
I familieterapeutisk sammenhæng er vi optagede af at undersøge følelser, tanker og motiver hos det enkelte familiemedlem, samtidig med at vi ser på familiens kommunikation, deres relationer og den kultur, som de sammen har udviklet. På den måde samarbejder vi om at skabe forandringer, der giver bedre trivsel og udvikling gennem f.eks. konflikthåndtering, rutiner, struktur, samspilsmønstre og anerkendelse af hinandens forskelligheder i familien.
Dagbehandling
Indsatsen på Hillerød Dagbehandlingsskole er tilrettelagt, så den også kan støtte børn og unge, der har en diagnose som f.eks. ADHD eller lettere autismespektrumsforstyrrelser. Med den rigtige kombination af undervisning og behandling kan vi hjælpe dem på vej mod et værdifuldt voksenliv, og vi skræddersyr altid et forløb, der passer til den enkelte elev.
Vi har tilknyttet PPR-psykologer, som tilrettelægger behandlingen og undervisningen i tæt samarbejde med pædagoger og lærere.
Behandlingsarbejdet på Hillerød Dagbehandlingsskole er en kompleks indsats, der kræver højt specialiserede medarbejdere. Som udgangspunkt er der ikke to forløb, der er ens, fordi alle børn og unge, der kommer her, har deres egen helt unikke baggrund og muligheder for at udvikle sig.
Behandlings- og elevplan
Når eleven starter på Hillerød Dagbehandlingsskole udarbejdes en behandlings- og elevplan af en sagsbehandler, der tager udgangspunkt i de udfordringer, som vi ved, at eleven kommer med.
Derefter bliver der på skolen lavet en behandlingsplan for eleven i samarbejde mellem medarbejdere og PPR-psykolog, der går i detaljer i forhold til de ting, der skal arbejdes med i behandlingsplanen.
Behandlingsplanen går i detaljer med, hvordan vi arbejder med elevens udfordringer og kompetencer, og den indeholder udviklingsmål og behandlingsmetoder. Den evalueres hvert halve år i en statusrapport, hvor vi samtidig kan sætte nye mål.
Medarbejdernes daglige observationer tages med i statusrapporten, der altid gennemgås sammen med forældrene og eleven. Vi arbejder derfor aldrig med viden om barnet eller den unge, der er skjult for forældrene.