Målgruppe
Hillerød Dagbehandlingsskole rummer undervisning, behandling og familiearbejde til visiterede børn, unge og deres forældre i alderen 6 til 16 år.
Eleverne kommer fra familier, hvor barnet eller den unge på forskellige måder har brug for en særlig støtte:
- Familier med børn der gennem længere tid har mistrivedes i deres nuværende skoletilbud på en sådan måde, at det har påvirket lysten til og modet på, at tilegne sig faglige og sociale færdigheder.
- Familier med børn der for en kortere eller længere periode har brug for tættere voksenstøtte for, at fremme lysten til at indlære og for, at forandre relationer til andre voksne og børn.
- Familier hvor børnene gennem længere tid har vist, at de mistrives enten ved mange konflikter, meget fravær eller helt har opgivet at gå i skole.
- Familier hvor der er et ønske om at indgå i et anderledes samarbejde, for at forandre de nuværende uheldige mønstre der gør, at deres børn mistrives.
- Der er tale om børn og unge præget af omsorgssvigt, traumatisering, forskellige tilknytningsforstyrrelser, div. diagnoser, opvækstmæssige belastninger, manglende skolegang, manglende eller lavt selvværd og selvtillid, koncentrationsudfordringer samt utrænet affektregulering.
Visitation
Eleverne visiteres til et ophold på Hillerød Dagbehandlingsskole. Det foregår i et samarbejde mellem barnets distriktsskole, rådgiver og PPR i Hillerød Kommune.
Den endelig beslutning om skoleplaceringen træffes af Visitationsudvalget i Hillerød Kommune.
Hvis der er tale om elever fra andre kommuner, skal der – inden den endelige henvisning – foretages en vurdering af, om og hvordan deres specialundervisning og behandlingsbehov kan tilgodeses. Hillerød Dagbehandlingsskole foretager denne vurdering i samarbejde med Hillerød Kommunes PPR på baggrund af sagsakter fra den henvisende kommune.